17 oktober 2010

Pulled Pork 2

Jeg har fået mail om, hvad, hvordan…fortæl. Okay, jeg forsøger, men meget er jo lavet på slump. Jeg har været rundt i flere blogge, bl.a. hos Sif, hentet inspiration hos Bdr. Price og har så lavet den således:
1 1/2 kg nakkekam
4 dl martini (ja, det var, hvad jeg lige kunne finde)
10 peberkorn
salt
lidt stødt nellike
1 stang kanel.
Martinen og krydderierne fik et opkog, blev afkølet og hældt i en frysepose dagen før og lagt i køleskabet. Posen blev vendt et par gange i løbet af dagen.
Jeg lagde stegen samt marinade i en høj skål, som blev dækket godt til med staniol og sat i ovn ved 100 grader kl. 9 om morgenen. Det passede med, at stegen var færdig kl. 18-18.15 om aftenen. Omkring kl. 13.30 fjernede jeg staniolen og hældte så løbende lidt stegesky over stegen – bare når jeg var i køkkenet eller gik igennem. Sidst på eftermiddagen satte jeg temperaturen op til 110 og 120 grader. Kødet skal have en indertemperatur på 97 grader, når det er færdigt.
Lad stegen hvile, mens du luner sandwichbollerne, som du kan have bagt dagen før efter f.eks, denne opskrift.
I løbet af eftermiddagen lavede jeg en Coleslaw af 3 gulerødder, 1 lille løg og ca. 1/4 hvidkålshoved. Kål og gulerødder er revet groft og løget fint. Det hele blev vendt i en dressing af ca. 1/2 liter græsk yogurt 2% smagt til med salt, peber, 1 teskefuld sennep og 1 teskefuld sukker samt lidt citronsaft.
Stegen river du fra hinanden med 2 gafler. Hæld en smule stegesky på. Det er MUMS.
Resten kan fryses eller gemmes til dagen efter. Hæld lidt ekstra stegesky på.
Næste gang vil jeg prøve at tilsætte marinaden lidt kinesisk soya, hvidløg og ingefær.

Ingen kommentarer: