Viser opslag med etiketten Dagligdag/Alltag/Everyday life. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dagligdag/Alltag/Everyday life. Vis alle opslag

25 oktober 2018

Oktober lakker mod enden

Og efter nogle vejrmæssigt fantastiske dage er det nu blevet rigtig efterår. Jeg har nu endeligt overgivet mig og taget sokker på. Oktober måned har været en for mig meget anderledes måned end den plejer at være.

IMG_9496

Min Mrs.Billings vokser. Jeg har fået syet lapperne sammen til endnu en side. Den er i skrivende stund ikke syet på toppen endnu. Og 3 side er også godt på vej. Her opdagede jeg så, at jeg trods talrige tællinger, havde skåret alt for lidt muslin romber; jeg manglede faktisk til hele den sidste side. Det kan man heldigvis godt gøre, altså skære romber, selvom man bevæger sig rundt med 2 krykker. Så mit mål i One Monthly Goal for oktober måned er nået.

Jeg har også strikket en del. Men det er hemmeligheder, så det må komme på bloggen senere.

IMG_9486

Oktober 2018 blev også den måned, hvor Kludemagasinet udkom med mig som kvartalets quilter. Det var på samme tid både sjov og lidt skræmmende. Det hele var så uvirkeligt .. lige indtil jeg fik artiklen opsat til korrektur læsning. Det har spændende.

Et lille Fru Zippe broderi tilsat lidt ekstra broderi er blevet færdigt. Egentlig er mønstret til en nålepude, men jeg tror, det skal sættes ind i en sypose.

Nårh ja, her er så lige isenkrammet, som er sat ind i mit underben. Den længste skrue er 5 cm. Jeg har fået lavet en akse korrigerende knæ operation pga. slidgigt. Efter 14 dage hvor jeg kun har måtte støtte ganske let på benet (der kom en lille revne i knæet, som ikke skulle være kommet) må jeg nu begynde at belaste benet. Så fra nu af kommer det til at gå fremad.

IMG_E9506IMG_9469

07 oktober 2018

Tiden iler ….

IMG_9286IMG_9419

I september fik jeg strikket den nordiske sweater til Malthe færdig. I følge ham selv er den blevet præcis, som han havde ønsket sig. Af restgarnet har jeg indtil videre strikket 3 huer, som er blevet færdige her i oktober og der er vist garn til en mere.

IMG_9297IMG_9335

De to blokke herover er “fri leg” eller næsten. De er en del af et større fælles projekt med en gruppe danske quiltere, som jeg er langdistance medlem af. Gruppen kalder sig OEMQG (Øst Jysk Moderne Quilte Gruppe).

Puden er et tidligere indkøb fra Postgården ved Hjørring. Dejlig stor pude på næsten 50 x 50 cm. Jeg valgte at mixe både hånd- og maskinquiltning på for- og bagside, som også blev færdig i september..

IMG_E9294

Et nyt fingerbøl medbragt af yngstesønnen fraHelsinki.

IMG_9429IMG_9428

Dette år har jeg deltaget i One Monthly Goal med undtagelse af sidste måned. Denne måned bliver mine mål meget beskedne, da jeg bliver sat lidt ud af spil på grund af en knæoperation, men lad os nu se …endnu en gang har jeg valgt at prioritere at få syet videre på min Mrs.Billings. Den blev slet ikke rørt i sidste måned. Måske kan det også blive til quiltning af et par felter mere på min Samsø quilt.

Strikkepindene bliver rørt igen i denne måned. Jeg er startet op på en Dip Dye Jumper og håber, at modtageren vil blive glad, når hun får den.

IMG_9454IMG_9459

Jeg måtte bare en tur til Vallø Slots Park i dag i det fine vejr og suge efterårets farver til mig. Det var skønt og hjemme igen dækkede vi kaffebord i drivhuset, Hvem ved ..måske for sidste gang i år …

OMG 2018 logo 200px

I have much fun being a part of the One Monthly Goal fun. This month my goals will be small as I am going to have my knee fixed at the hospital and not know, if I am in the mood to do a lot of sewing or not …once again I hope to finish one more border on my Mrs.Billings (I didn’t sew one stitch last month on the border and maybe I also manage to quilt a little on my Samsø Quilt.

22 august 2018

Sommerferie–Portugal

IMG_9088IMG_9043

Det var ikke lige i år, man havde brug for at rejse sydpå. Men det var jo ikke til at vide, da vi i starten af året planlagde vores sommerferie. Det går nok hen og bliver en af den slags ferie, som vi aldrig kommer til at glemme af flere årsager.

Kort efter vi var ankommet, udbrød der skovbrand ca. 30-40 km væk fra os, inde i landet. Men det er voldsomt og det er man ikke i tvivl om, når man på den afstand har kunnet ane lugten af røg, set de tunge røgskyer (foto ovenover til højre) lægge sig som en dyne og sløre solen og senere da asken dryssede ned på borde og stole, på strandens sand og i havet og pludselig hele tiden kunne lugte røg. Det blev alt sammen meget mærkbart, da brandene sprang videre og pludselig var 10 km fra os. Det gjorde ferien til mere end blot en ferie. Vi var turister, men det blev også en tid til mange snakke og tanker om/til de mange mennesker, som i baglandet mistede alt og til beundring for alle de mennesker, som knoklede for at få styr på brandene i det knastørre og varme land. Skæbnen ville, at det blev rasende varmt, især i baglandet og blæsende. Så brandene blussede op ad flere omgange.

IMG_9091

Men uanset hvad så var naturen så smuk – man skulle ofte blot abstrahere fra de mange mennesker på stranden. Det er bestemt et land, vi gerne vil se meget mere til. Alle var hjælpsomme og venlige. Og vi boede skønt på et lille sted med blot 10 værelser med bare 120 meter til stranden.

IMG_E9191IMG_E9192

Min fingerbøl samling blev udvidet med 2 styks denne sommer. Yngstesønnen medbragte et fra den græske ø Lesbos og selv havde jeg et med hjem fra Praia Da Rocha, som området hed.

IMG_E9200IMG_9186

Ingen ferie uden et håndarbejde. Jeg havde medbragt et par nøgler bomuldsgarn samt et lille Fru Zippe broderi. Hækletøjet, som er blevet til et gæstehåndklæde, er blevet færdigt. Det var et lækkert mønster at hækle og får sikkert genvalg. Broderiet er i skrivende stund næsten færdigt. Jeg har bare ikke besluttet mig for, hvordan jeg skal montere det.Oprindeligt er det en nålepude. Men jeg hælder nok mere til at montere det som del i en projekt pose eller en pose…..tænke, tænke.

23 juli 2017

Der er intet som godt brød.

Dette indlæg kommer kun til at handle om at bage brød, så er du advaret.

Livet er for kort til dårligt og kønsløst brød – det må nærmest være mit motto. Jeg kan ærlig talt ikke forstå, at mange bagere vil være sig deres brød bekendt. Noget af det, som sælges, er så smagsløst og trist, at jeg ville være flov over at lægge navn til. Når det så er skrevet, så findes der heldigvis også bagere, som bager et skønt og velsmagende brød, hvor man kan smage, dufte og mærke kærligheden til brødet. Lad os få flere af dem.

At bage et godt brød kræver jo ikke en masse ingredienser – godt mel, vand, gær og salt og så tid. Tid frem for alt til at få dejen til at arbejde for dig.

Jeg er stadig flyvende efter jeg har været på kursus på Skærtoft Mølle en hel lørdag i maj sammen med en god veninde.

IMG_5947IMG_5948

Naturligvis kom der lidt souvenir med hjem fra Skærtoft Mølle i form af nogle poser mel. Det fik mig til at tage den store tur i køkkenskuffen med mel og gryn. Alt kom op og der blev ryddet kraftigt op og skuffen ordnet. Nu har jeg igen det fulde overblik og skuffen er fyldt med godt og groft mel.

IMG_5950IMG_5952

Her prøvede jeg kræfter med Landbrød med hvedeknæk – et skønt groft og saftigt brød. Min dej var lidt for flydende til at jeg kunne stramme brødet helt op, sådan som jeg havde lært det….. men smagen fejler intet og vi har nydt hver en skive.

IMG_5954IMG_5976

Jeg blev sørme så glad, da jeg kikkede til min ene dej og så disse fantastisk luftblære i dejen . Ok, indrømmet, det er måske lidt nørdet; men jeg stornyder virkelige at bage godt brød og hele processen der ligger bag. Jeg er ingen prof, bare en glad hobbybager.

Det næste brød, som skulle afprøves, var Alsisk grov ciabatta og så bagte jeg lige en plade med Foccacia efter opskrift fra Claus Meyer. Åååååh, det var så godt.

IMG_5977IMG_5978

Opskrifterne til disse brød ligger alle på Skærtofts Mølles og i  Meyers Brødbog.

IMG_5979

07 juni 2017

Havfarverne ….

IMG_5567IMG_5801 (2)

Havfarverne hører også til mine ynglingsfarver. Og for tiden er jeg rigtig vild med dem og kan ikke få nok.

Bundterne på højre foto måtte jeg eje, da jeg besøgte Butik Knudegarn i Lønstrup i slut april. Garnet er plantefarvet og meget smukkere end på fotoet. Garnet er spundet af ulden fra de økologiske får, som går på de fredede arealer ude ved Rubjerg Knude – fårene havde jeg kikket på dagen før mit indkøb. Med hjem kom ligeledes en opskrift fra Hyggestrik, som garnet skal bruges til.

Nøglerne til venstre er indkøbt hos Rasmilla for ganske kort tid siden, faktisk i forrige uge og skal blive til en Dip Dye Sweater designet af Camilla Vad. Den er kommet på pinden, men kun i sin spæde start..

IMG_5941

Min Mrs.Billings arbejder jeg på on-off. Lige nu er off igen. Men den varer nok ikke længe, før jeg igen nusser med de mange dele til omgang nr.10. Alt stof er skåret til denne omgang, alle papper er klippet ud og de fire hjørner hænger færdige på min designvæg. Så det er bare at sætte i gang igen. Der skal limes en masse stoffer på pap og det vil være et fint projekt at sidde med ude i haven.

IMG_5943

Hæklenålen har været i gang henover pinsen. Der er hæklet 2 mundservietter for en kollega, som er i gang med et større projekt til en rund fødselsdag. Nu skal hun selv lave 2 mindre.

IMG_5946

Mine drenge Winking smile på henholdsvis 25 og 34 har været ude at rejse med deres kæreste/kone. Begge kom hjem med fingerbøl fra de to destinationer til mig og min samling.

06 juni 2017

Og det var maj ….

…..som jeg først skriver om her i starten af juni. Her er blevet syet på min Mrs.Billings – men endnu ikke noget foto – jeg hat hæklet mundservietter og strikket en lun vinter sweater færdig. Nårh ja og så røg der også et par sokker af pindene.

IMG_9001 (2)IMG_9008IMG_9018

Garnet har ligget længe på mit lager. Det er fra Garnudsalg og er deres CottonWool. Jeg har strikket en bluse i det garn efter en gratis opskrift, ligeledes fra Garnudsalg. Det er samme grundmønster (eller næsten), men kombineret med Annette Danielsens mønster Sort Is fra bogen Grønland. Alt og jeg mener alt garn på nær 20 cm er brugt – hertil regnes så også de 25-30 gram,som hundepigen Karla under et besøg fornøjede sig med. Blusen er strikket på pind 3 og 4,5.

IMG_5718IMG_5719IMG_5720

I slutningen af april havde jeg brug for et bil-strikketøj. Et lille og nemt strikketøj til brug undervejs, da vi skulle til Nordjylland. Igen blev garnet plukket fra mit lager. Et skønt Lana Grossa Meilenweit Cotton – det er så lækkert. Godt at strikke i og skønt at have på og ikke mindst – sokkerne holder formen. Strikket på pind 2,5 (min ynglingspind til sokker) med 60 masker. Det lille mønster fandt jeg på garnbutikken Wollsucht’s Instagram side.

IMG_5796IMG_5797

I maj måned var der også brug for noget bil – håndarbejde. Denne gang i form af et hækletøj til en tur frem og tilbage til Als. Her fik jeg hæklet 2 mundservietter og igen var garnet plukket fra mit lager – et merceriseret bomuldsgarn.

IMG_5777IMG_5778IMG_5779IMG_5780IMG_5787

Turen til Als skyldtes at jeg sammen med en veninde skulle på fuldkorns bagekursus på Skærtoft Mølle. Jeg kan stadig føle mig helt flyvende af begejstring, når jeg tænker tilbage på dagen. Vi æltede, strakte dej  æltede og bagte i stive 6-6,5 time. Vi havde 5 forskellige fuldkornsdeje mellem hænderne. Det ene brød mere lækkert end det andet. Jo da, her bages fuldkorn og med de nye opskrifter, som nu afprøves hjemme.

12 februar 2017

Symaskinen snurrer og mit nye arbejdsbord er indviet.

IMG_4872IMG_4897IMG_4896

Længe, rigtig længe har jeg ønsket mig et quiltebord til min symaskine. Jeg har været tæt på at købe …men så fik jeg en snak med ældstesønnens svigerfar, som er en sand mester med sine hænder.o og træ. Hæve-sænke-ben blev klunset hos mine drenges fætter, bordplade blev indkøbt og i januar  - efter blot 1 uge uden symaskine – kom beskeden på Snap’pen fra ældstesønnens svigermor (foto til venstre).

Så nu er jeg den lykkelige ejer af en skønt stort arbejdsbord på 80*200cm og ikke mindst med symaskinen nedsænket i bordpladen. Det fungerer så fint. Næste projekt bliver at give bordpladen en slibning mere med fint fint sandpapir, så det bliver en smule mere glat.

IMG_4957IMG_4962

Som det allerførste fik jeg syet toppen til Sofies quilt sammen - allernederste foto med de mange trekanter. Men inden jeg turde kaste mig ud i at maskinquilte tæppet, syede jeg et teststykke på 60x65 cm, som blev spiralquiltet. Teststykket er syet af 2 blokke -, syet til prøve sidste år, samt et par tiloversblevne blokke fra Sofies quilt – skåret igennem på langs, og endelig et par strimler, som var tilovers fra yngstesønnens quilt i sommers.

Det blev et fedt stykke.

IMG_4979IMG_4980IMG_4978

Det skønne quiltede prøvestykke skulle ikke bare ligge. Det har jeg omdannet til en hætte til symaskinen, når den står fremme på bordet. Jeg bliver helt glad i låget af at kikke på den.

IMG_4922IMG_5011

Sofie – yngste barnebarnet – skal ligesom storesøster Laura ha’ sine egen quilt. Sofie elsker lilla, så farvevalget var nemt. Det var knap så nemt at opdrive mørke lilla stoffer. Men med lidt indkøb hos bl.a. Helene og med hjælp fra gode veninder Annette, Eli og Angelika er det lykkedes mig at få mange forskellige stoffer i tæppet. Nu er jeg i gang med at spiralquilte tæppet. Jeg har brugt Marias artikel i Kludemagasinet nr.1-2016, som min ledetråd i denne spiralquilte udfordring, som jeg har udfordret mig selv med. Det er skisme noget mere besværligt at sidde med en quilt på 145 x 195 cm end med det mindre prøvestykke. Jeg gør mit bedste, ikke perfekt, men det er syet af Sofies farmor med sødeste Sofie i tankerne.