I dag har jeg tilbragt et par timer i køkkenet med at lave kager. Thomas, som er flyttet hjemmefra for flere år siden og som i morgen skal holde sin 25 års fødselsdag, ringede forleden aften "Moar, kan du bage en lagkage og kringle til på lørdag?". På mit spørgsmål om til hvor mange, er svaret 24.....tjah, mon det rækker med 1 lagkage og 1 kringle?....Lyst, nej jeg gad ærligtalt ikke i første omgang, men mit mor-gen tog overhånd og jeg sagde ja. Og jeg har hygget mig med kagerne i dag. Thomas kan nemlig ikke li' flødeskum, så det skulle være henad ostekager/cheesecakes. Mums....jeg har lavet en med en bund af knust ingefærkiks og en smule smeltet smør. Derpå en fromage af græsk yogurt smagt til med limesaft, limeskal, vanillekorn og lidt sukker og endelig blev der vendt en smule flødeskum i. Ovenpå skal der kirsebærgele. Nummer to er med en bund af knuste tvebakker og smeltet nougat. Fromage af fromage frais, creme fraiche 38%, flødeskum, mandarinlikør, citronsaft og koncentreret appelsinsaft. Forhåbentlig kan jeg vise et par fotos i løbet af weekenden. Kringlerne venter jeg med til i morgen.
Nå, gemalen vil ha' mig med en tur i vandet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar